Svindel på nettet

Vi oplever desværre, at kriminelle udnytter sårbare borgere for at drive svindel. Derfor er det vigtigt, at du holder fast i dine forholdsregler, når du håndterer din økonomi – især netsikkerhed er vigtigt. Vi har samlet en række gode råd, så du kan sikre dig selv. 

Læs mere på: www.netsikker.nu 

Hold din PC opdateret

De kriminelle udnytter sårbarheder i dit styresystem og programmer. Derfor skal du sørge for at opdatere dine programmer jævnligt. Det gælder for eksempel Windows, Adobe og QuickTime. På den måde kan du fjerne nogle af sårbarhederne. 

Installer antivirus og firewall

En firewall sikrer dig fra, at kriminelle får kontakt til din computer. Et antivirusprogram kan sikre dig ved at tjekke, at der ikke ligger skadelige koder i de mails og filer, du modtager og åbner, desuden kan programmet undersøge, at der ikke ligger en virus på din computer. Disse skal også opdateres ofte.

Indstil sikkerhedsniveauet i din browser

Du kan indstille sikkerhedsniveauet i din browser, så du altid bliver spurgt, når informationer, filer og programmer bliver overført til computer. På den måde kan du tjekke, at du ikke får installeret uønskede koder. 

Tag sikkerhedskopier af dine dokumenter

Det er en god idé at tage sikkerhedskopier af dine vigtige dokumenter ved at lægge dem til en ekstern harddisk. Der er også mulighed for online backup. På den måde har du dine vigtige dokumenter, hvis du er så uheldig at få en skadelig kode ind på din computer, og den derfor skal renses.

Brug sikre og gode kodeord

Kodeord er den vigtigste beskyttelse, når det kommer til dine personlige oplysninger. Derfor er det utrolig vigtigt, at du sørger for at bruge et kodeord, der er svært at gætte, og at du holder det hemmeligt. Genbrug ikke et kodeord, og sørg for at bruge forskellige bogstaver, tal og tegn, og at det er tilpas langt. Brug aldrig din PIN-kode til dit betalingskort som kode online.

Giv aldrig personlige oplysninger fra dig

Du skal ALDRIG reagere på mails, der udgiver sig for at være pengeinstitutter, SKAT, myndigheder og betalingstjenester, hvis de indeholder links til hjemmesider, der anmoder dig om dine personlige og fortrolige oplysninger. Pengeinstitutter, SKAT, myndigheder og betalingstjenester vil ALDRIG bede dig om personlige oplysninger i mails. Ligeledes vil eksempelvis MitID aldrig bede om en kopi af dit kodekort.

De kriminelle kan bruge disse følsomme oplysninger til at overtage din identitet samt at tømme dine konti. Derfor skal du selvfølgelig aldrig oplyse dine personlige oplysninger via mail.

Åbn ikke links og vedhæftede filer

Ofte vedhæfter kriminelle en fil med en skadelig kode i en mail eller besked. Koden kan give de kriminelle adgang til din computer, så de kan misbruge dine personlige oplysninger f.eks. til indbrud i din Netbank. Åbn derfor aldrig links eller vedhæftede filer fra afsendere, du ikke har tillid til.

Besvar ikke spam

Du skal slette spam den at åbne det, og du må ikke svare på det. Du kan risikere at få mere spam ved at spare på det. Du kan bruge et spamfilter, så spam sorteres fra, inden det når din mailboks. Uden et spamfilter, vil de kriminelle forsøge at få kontakt med din computer.

Forhold dig kritisk til de hjemmesider, du besøger

Selvom en hjemmeside kan se flot og professionel ud, skal du altid forholde dig kritisk til de hjemmesider, du besøger og især de filer, du downloader. Benytte altid betalingskort eller andre anerkendte betalingsmidler, når du handler på nettet. Når du bruger kortbetalinger, kan du nemlig få dine penge tilbage, hvis du bliver udsat for svindel, da du er dækket af loven om visse betalingsmidler. Hvis du laver en overførsel direkte på en konto, er du ikke dækket af nogen garanti. 

Forhold dig kritisk til de programmer, du henter fra nettet

Du skal kun hente programmer fra internettet, hvis du stoler på de hjemmesider, du henter det fra. Tjek altid, om du siger ja til reklamer og afgivelse af private oplysninger, når du downloader programmet. Det må du selvfølgelig aldrig sige ja til. I så fald skal du ikke hente programmet.

Forhold dig kritisk til tilbud om lettjente penge

Jobtilbud med løfte om lettjente penge er ofte forbundet med kriminalitet. Nogle modtager et tilbud om at modtage og videresende penge, andre vinder en uventet lotto-gevinst. Det kan være nemt og fristende, men det er som oftest kriminelle, som har brug for et muldyr. Disse muldyr bærer risikoen og bliver altid fanget, hvorimod de kriminelle går fri.

Er skaden sket?

Kontakt Sparekassen hurtigst muligt for at spærre dit kort og gør derefter indsigelse mod eventuelle ukendte transaktioner. Spær også dit MitID for en sikkerheds skyld. Du bør også overveje at ringe til den døgnåbne Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37 for at anmelde sagen og få hjælp til identitetstyveri og politiet.