Garantbevis

Tag del i beslutningerne

Som garant er du medejer i Sparekassen, hvilket betyder, at du har indflydelse på din lokale Sparekasse. Du har fx stemmeret i forhold til indskudt garantkapital, når Sparekassens repræsentantskab skal vælges. Det betyder, at din stemme bliver hørt, og at du har indflydelse på beslutningerne. Du har 100 stemmer pr. kr. 1.000,- garantkapital – du har dog max. 2.000 stemmer.

Indskud på garantkapitalbeviset er ansvarlig kapital, og for dette beløb er du med til at hæfte for Sparekassens forpligtelser. Dit årlige udbytte (forrentning) vedtages af repræsentantskabet og udbetales én gang årligt. Læs mere herom ovenfor i Forrentning af garantkapital og Politik for forrentning.

Alle, som er kunde her i Sparekassen Bredebro, har ret til at indtræde som Garant mod indbetaling af mindst kr. 1.000,- garantkapital. Garantkapital kan indskydes som frie midler eller tilknyttes en pensionsopsparing.

Indløsning af garantkapitalbeviser skal, ifølge vedtægterne, godkendes af Sparekassens bestyrelse.

Med garantkapital får du en solid investering i lokalsamfundet og mulighed en lang række fordele. Se mere under garantfordele.

Garantvilkår

Vedtægter

Dette er et uddrag af Sparekassens vedtægter. Du er velkommen til at downloade vedtægterne eller få dem udleveret i Sparekassen.

§5 Stk. 1
Repræsentantskabet er Sparekassens øverste myndighed. Til repræsentantskabet vælges mellem 45 og 60 medlemmer af og blandt de stemmeberettigede garanter efter repræsentantskabets bestemmelse. Det bør tilstræbes, at repræsentantskabet sammensættes alsidigt såvel erhvervsmæssigt som geografisk. Repræsentantskabets medlemmer, der skal være myndige fysiske personer, vælges for fire år ad gangen.

Stk. 2
Stemmeberettigede ved valg af repræsentantskabet er Sparekassens myndige og fysiske garanter (ikke juridiske personer), hvis garantbevis er noteret på navn den 1. august i valgåret. Hver garant har 100 stemmer for hver kr. 1.000,- indbetalt garantkapital, dog højst 2.000 stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 3
Valgbare er myndige og fysiske garanter, der også er stemmeberettigede. Personer med hverv i anden konkurrerende finansiel virksomhed, er ikke valgbare.

Sådan forrenter vi garantkapitalen

Repræsentantskabet har vedtaget regler for, hvordan forrentningen af garantkapitalen sker. Sparekassen må ikke stille en bestemt rente på garantkapitalen i udsigt. Repræsentantskabet skal på det ordinære møde endeligt fastsætte renten for garantkapitalen for det foregående kalenderår. Det skal repræsentantskabet gøre med baggrund i Sparekassens politik for forrentningen af garantkapital samt årets overskud, frie reserver og Sparekassens øvrige økonomiske situation. Renten fastsættes ud fra en indstilling fra Sparekassens bestyrelse.

Repræsentantskabet har ikke mulighed for at fastsætte højere forrentning, end det bestyrelsen indstiller. Det betyder, at forrentningen først bliver besluttet og godkendt i marts måned året efter. Forrentningen bliver tilskrevet hurtigst muligt efter vedtagelsen og vil kunne forventes på kontoen den 1. april. Optjeningsperioden er 1. januar til 31. december. Den aktuelle politik for forrentning af garantkapital vil altid kunne ses her på vores hjemmeside (nedenfor).

Politik for forrentning af garantkapital

Det er vores politik, at den faktiske årlige rente på garantkapitalen tilstræbes fastsat til 2,75 % for 2025.

Den faktiske årlige forrentning af garantkapitalen besluttes en gang årligt i forbindelse med Sparekassens ordinære repræsentantskabsmøde. Repræsentantskabet kan ikke fastsætte en højere forrentning end foreslået eller tiltrådt af bestyrelsen. Forrentning af garantkapitalen vil følger kalenderåret, og renten vil blive tilskrevet efter afholdelse af det ordinære repræsentantskabsmøde det efterfølgende år.

Sparekassens plan for den ønskede årlige forrentning kan fraviges, hvis overskuddet, de frie reserver eller den økonomiske stilling i øvrigt tilsiger dette.

Forrentningspolitikken er fastsat af bestyrelsen og udtrykker bestyrelsens ønske for forrentningen af garantkapitalen. Forrentningspolitikken fastsættes hvert år af bestyrelsen.